Gammelt vandværk i nye klæder
Ved Fuglebakken station har der ligget et vandværk siden 1903. Nu er den historiske bygning blevet renoveret fra kælder til kvist, og tanken er at skabe et moderne forsamlingshus.
Vandværket ved Borups Allé er tegnet af arkitekten Ludvig Fenger. Som stadsarkitekt i København, stod Fenger for flere markante bygninger i København, heriblandt Københavns Hovedbrandstation, Vestre Fængsel og Øksnehallen.
Vandværket stod klar til brug i 1903 og var en del af Københavns Vandforsyning indtil 2004. Siden da har bygningen stået tom indtil 2018, hvor Rasmus Storgaard valgte at købe det gamle vandværk.
Tanken bag Vandværket er at skabe et moderne forsamlingshus, hvor folk mødes og knytter sociale bånd. Udover Vandværkets restaurant og cafe huser Vandværket også lækre konference- og mødefaciliteter, kontorfællesskab og eventlokaler. Der vil også løbende blive afholdt forskellige offentlige arrangementer og events i huset.