More than Event

Af Søren Hedman, 13. april 2021

More Than Event – et eventfirma med speciale i visuelle oplevelser

Eventbranchen er over en bred kam som bekendt hårdt ramt under den nuværende corona-krise, og det stiller store krav til kreativiteten, hvis man skal overleve på andet end eventuelle hjælpepakker. 

Ét af de eventfirmaer, der går nye veje, er More Than Event i Hvidovre i København. De har, som de fleste andre i 2020, stirret ind i en voldsom omsætningsnedgang i forhold til 2019, men de tror på, det nok skal vende. 

Firmaet er ikke mindst specialiseret i at skabe visuelle oplevelser, når de bygger messestande, laver udstillinger, konferencer og showrooms mv. Firmaet har lager med systemer af beMatrix og LEDskin, til at kunne bygge mere end 75 messestande på samme tid. More Than Event er også bePartner build, ligesom de altid er på udkig efter nye, kreative løsninger. Markedsføring af sig selv har de ikke gjort meget ud af, men de lever efter devisen, at løser man først én opgave godt, vil den kunde med sikkerhed skaffe nye leads til andre, der ønsker at få løst opgaver.

 

Læs Eventbranchen Marts/April 2021 her

 

”Siden 2011, hvor jeg stiftede firmaet efter flere år hos Carlsberg og i bureaubranchen, har vi haft solid succes med vores fokus på at hjælpe vores kunder med at skabe visuelle løsninger. Det har i år naturligvis ikke været muligt i samme omfang pga. de mange aflysninger, men i stedet for at sætte os over i et hjørne og tude, har vi blandt andet arbejdet med et nyt koncept under navnet Easy Expo. Her kan vi nu tilbyde kunder 100% kundetilpasset kvalitets messestande til fast pris, alt inklusive – transport, udstyr, opsætning mv., så vi er mere end klar, når Danmark igen kan åbne op for alvor,” siger direktøren i More Than Event, Mark Alexander Nielsen, 36 år.

Firmaet har i 2020 dog haft succes med at bygge blandt andet små tv-studier for de kunder, der har valgt at afvikle begivenheder digitalt – blandt andre for IT Expo i september 2020.

Mark fra More Than Event

Svært at finde de rette folk 

More Than Event består i dag af tre fastansatte medarbejdere og hyrer derudover freelancere ind, når opgaverne kræver mere mandskab. De har haft op til 55 folk på de største opgaver. Mark understreger, at de rent faktisk var på udkig efter flere medarbejdere, men 2020 har budt på en nedgang i omsætningen og derfor en usikkerhed om, hvornår markedet igen er klar. De leder ikke mindst efter en nøgleperson, der kan hjælpe direktøren med både kundekontakt og fagligheden. 

”For os er det vigtigt, at vi i tæt dialog med kunderne kan skabe visuelle oplevelser for dem og deres gæster. Men det er desværre svært at finde den eller de nøglepersoner, der både kan levere mht. kundedialog, har stor faglig viden på en bred palette og formår at skabe det, kunderne ønsker. Vi har potentialet til vækst, men da mange af vores kunder er bureauer, der skal hjælpe deres kunder med en given opgave, kræver det, at vi kan finde den person, der både har en stor og bred viden og forudsætninger for at levere et succesfuldt produkt, hvad enten der er tale om teknisk viden eller evnen til kvalificeret kundekontakt,” siger Mark Alexander Nielsen.

More Than Event blev skabt i 2011 og startede med direktørens egne ord som ”eventbranchens skraldspand”, hvor mange jobs var at løse opgaver, andre måtte droppe. Lige fra klassiske consumer-samplings til mindre byggeopgaver, print på flasker osv. I dag udgør design og produktion af messestand cirka 70 procent af firmaets opgaver, mens der stadig er tid til de mere klassiske opgaver.

 

Læs Eventbranchen Marts/April 2021 her

 

”Vi leverer som sagt mange opsætninger til messer, udstillinger, konferencer og showrooms, hvor der skal skabes en visuel oplevelse, ligesom vi også optræder som broker mellem kunder og andre firmaer med diverse specialer. Vi ser frem til, at verden igen åbner op, så der igen kommer fuld tryk på eventbranchen,” siger Mark Alexander Nielsen.

”Jeg elsker at være selvstændig på trods af, det ofte kræver mange timer. Fleksibiliteten og de mange nye udfordringer er et drive, jeg godt kan lide, og så elsker jeg at lave de rette løsninger for vores kunder, så de får succes med deres projekter. Vi sætter en ære i at stille de rigtige spørgsmål i vores indledende kundekontakt, så der på dagen er fundet de helt rette løsninger. Vi er ikke den største fisk i eventhavet, men vi har igennem årene fået opbygget et godt navn, fordi vi altid leverer præcist og til tiden,” siger Mark Alexander Nielsen.

I 2020 har opgaverne ikke stået i kø på grund af coronaen, men firmaet har trods alt formået at løse interessante opgaver. En af dem var at opbygge et streamingstudie helt fra grunden, som Atea skulle bruge til IT Expo den 17. september, da messen blev kørt virtuelt. Hele scenografien blev bygget af More Than Event i tæt samarbejde med en designer og kunden.

”Det har været lærerigt at manøvrere i 2020 med alle de udfordringer, året har bragt alle os i branchen. Vi har fået støtte af diverse hjælpepakker og forsøgt at klare os efter bedste evne, ligesom vi har involveret os i eventleverandørernes nye brancheorganisation. Og så har vi brugt tiden på at gennemtænke alt det, vi normalt gør, så vi er mere end klar, når livet forhåbentligt igen bliver normalt i løbet af 2021,” siger direktøren.

Læs mere om firmaet her: http://morethanevent.dk/

 

Artiklen er fra Eventbranchen Marts/April 2021

Eventbranchen

EB 1a 21

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Visuelle oplevelser
  • Hybridmøder
  • Streaming
  • Eventteknologi
  • Nyt eventformat
  • Forlæng dit event

Læs alt lige her

Nyhedsbrev

Få alle de nyeste trends og følg med i udviklingen inden for eventbranchen.

Tilmeld dig allerede i dag her

Nyt Magasin

Vil du læse spændende historier fra eventbranchen, så glæd dig til at læse vores nye digitale magasin, Eventbranchen.

Det eneste, du skal gøre for at modtage magasinet, er at tilmelde dig vores nyhedsmail.

Det gør du lige her

Alt om Livelyd

Har du brug for mere viden om lydteknik på events og koncerter?

Så er Alt om Livelyd til dig!

Bestil bogen her

Succes med video

Vil du vide mere om at optage video med et digitalkamera?

Så finder du en masse gode tips & tricks i bogen 'Succes med video'.

Bestil bogen her