Dok5000 Eventfabrikken

Af Birgit Waltenburg, 14. januar 2021

Store visioner på eventsted i Odense

Andreas Lynnerup, der driver eventbureauet Event-fabrikken i Aalborg, har sammen med den fynske barcater Nikolaj Madsen lejet Dok5000 på ubestemt tid. De har store planer for de unikke rammer, når corona slipper sit faste greb.

Allerede i begyndelsen af 2020 gik Andreas Lynnerup i gang med at føre sin drøm om en odenseansk filial af sin virksomhed Event-fabrikken ud i livet.

- Jeg har længe haft en plan om at få Event-fabrikken, der arrangerer messer, konferencer og fester i alverdens afskygninger, til Odense, hvor jeg boede to år, mens jeg studerede. Derfor ansatte jeg Ole Jensen 1. januar 2020 og begyndte oplæringen af ham i Aalborg 1. marts. Kort tid efter lukkede alt ned, og vi satte planerne i bero. I sommer gik Dok5000 så konkurs, hvilket betød, at der opstod en unik mulighed, vi ikke havde regnet med, siger 32-årige Andreas Lynnerup. 

Han havde tænkt, at han gerne ville stå bag et tilsvarende sted i Aalborg, men spekulerede på, om det skulle være i Odense, da chancen bød sig.

- Jeg kontaktede Olav de Linde for at høre, hvad det ville koste at leje Dok5000. Nikolaj og jeg jokede lidt med det i starten, men efter nogen tid besluttede vi at springe ud i det og stiftede derfor Dok5000-Odense ApS, som har lejet Dok5000 på ubestemt tid, siger Andreas Lynnerup, der er direktør i det nye firma.

Hans kompagnon, Nikolaj Madsen, der ejer Isklart og Zubardubar i Middelfart, har været i restaurations-, catering- og barbranchen de seneste 10 år. Han er bosat i Spanien og kommer ikke til at have noget at gøre med den daglige drift. Den del står Andreas Lynnerup og ikke mindst Bo Sejer og Ole Jensen for.

- Bo Sejer bliver konferencemanager, mens Ole Jensen bliver eventmanager. De bor begge i Odense og kommer til at sidde fysisk i lokalerne ved Dok5000, mens jeg fortsat har kontor i Aalborg. De har begge arbejdet med events i mere end 10 år og kommer til at stå for den daglige drift. Tilsammen kan vi bidrage med at gøre stort set ethvert event til en succes, siger Andreas Lynnerup.

Drømmer om flere Dok’er

Hans håb er, at Dok5000 igen bliver et hus, der summer af liv, og en lokalitet som ligger først for, når man overvejer at afholde et event, en koncert eller en konference i Odense.

- Vores mission er overordnet, at der skal ske noget mere i området omkring Odense Havn. Vi vil være et aktiv for både borgere og virksomheder i Odense, så i hverdagene er planen, at der skal være konferencer, mens weekenderne byder på koncerter, fester og messer, siger Andreas Lynnerup.

Tanken er, at mange af de faste brugere, som tidligere har benyttet Dok5000, fortsætter med at gøre det. Men der kommer også flere nye tiltag, som de nye lejere står bag.

Inden overtagelsen af Dok5000 har han via Event-fabrikken arrangeret fester og konferencer ude ved kunderne. Muligheden for at invitere gæsterne ind i egne lokaler har pustet yderligere liv i tanken om at finde et tilsvarende sted i Aalborg.

- Min langsigtede strategi er at etablere et Dok9000 i Aalborg og måske endda fortsætte og få en række Dok’er rundt i landet, hvis vi kan finde lignende rammer. Dok5000 er helt usædvanlig, fordi man har en historisk bygning med så smukke, restaurerede lokaler. Jeg forelskede mig i stedet, første gang jeg så det, siger Andreas Lynnerup.

Vil kickstarte Dok5000

Corona gør det ikke let at overtage et sted, hvis kernekompetencer handler om at samle mange mennesker. Men det kan lykkes, hvis man tænker sig om.

- Der har blandt andet været afholdt flere koncerter i november, som viste, at man sagtens kan afholde arrangementer på forsvarlig vis. Men det siger sig selv, at det ikke er optimalt at overtage Dok5000 på et tidspunkt, hvor man ikke kan samle mange mennesker. Men min filosofi er, at man er nødt til at så, når marken er pløjet. Det betyder, at vi har været ekstremt grundige med at lægge den kabale, der skal være med til at kickstarte vores Dok5000, siger Andreas Lynnerup.

Mens der stadig er tvivl om de kommende måneders aktivitet, kigger han og Dok5000 ind i et ekstremt travlt efterår.

- Nærmest samtlige weekender er reserveret i efteråret, og det indikerer en tro på, at vi er tilbage ved noget nær normale tilstande til den tid. De kommende måneder satser vi en del på onlinekonferencer, og så skal vi holde hovedet oven vande, indtil corona mister sit greb, siger Andreas Lynnerup.

 

Kilde: Fyens Stiftstidende, fyens.dk

Eventbranchen

Forside www EB2 19

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Influenter
  • Bæredygtighed
  • Rungstedgaard
  • Foredrag
  • Event Expo

Læs alt lige her

Nyhedsbrev

Få alle de nyeste trends og følg med i udviklingen inden for eventbranchen.

Tilmeld dig allerede i dag her

Nyt Magasin

Vil du læse spændende historier fra eventbranchen, så glæd dig til at læse vores nye digitale magasin, Eventbranchen.

Det eneste, du skal gøre for at modtage magasinet, er at tilmelde dig vores nyhedsmail.

Det gør du lige her

Alt om Livelyd

Har du brug for mere viden om lydteknik på events og koncerter?

Så er Alt om Livelyd til dig!

Bestil bogen her

Succes med video

Vil du vide mere om at optage video med et digitalkamera?

Så finder du en masse gode tips & tricks i bogen 'Succes med video'.

Bestil bogen her