Teknik bag event

Af Jens Walther, 28. oktober 2019

Teknikken bag et event

Mange ting er vigtige for et succesfuldt event. Hvad er emnet, hvordan er maden og underholdningen, hvem holder oplæg og hvor motiveret er publikum. Og hvis det er et udendørs arrangement, hvordan er vejret. Det sidste er svært at styre, men teknikken bag hele arrangementet er til at kontrollere. Frem for alt skal teknikken køre uden problemer og ikke gøre meget opmærksom på sig selv, med mindre teknikken er en integreret del af et show.  

Det er fornuftigt, især hvis eventet har en vis størrelse, at lade professionelle tage sig af hele teknikken. Disse kan enten være hyret ind af eventbureauet, eller man kan selv tage kontakt til en af de mange udlejningsvirksomheder, der er i Danmark, der både kan stille med udstyr og folk. Hvis man som eventarrangør selv føler, at man kan styre det, eller hvis man gerne vil have indblik i, hvad der kræves af teknikken, så bliver der her opstillet to scenarier for teknikken bag mindre events. Hvis der er over 60 publikummer til dit event, så anbefales det, at du lader professionelle tage sig af teknikken.

Et lille event (10-12 deltagere)

Her er teknikken til at overskue, men der er selvfølgelig ting, der skal overvejes og besluttes. 

Omkring lyden er meget sandsynligt, at det ikke er nødvendigt med mikrofon på dem, der taler undervejs. Akustik og størrelse på rummet kan selvfølgelig spænde ben for dette, men almindeligvis er det muligt at tale til 10-12 mennesker uden forstærkning. Hvis præsentationerne indeholder lyd, eller hvis du vil have noget underholdning undervejs, hvor lyd/musik indgår, så er det selvfølgelig nødvendigt med højttalere. Det bedste vil være et par aktive højttalere med indbygget forstærker/mixer, f.eks. højttalere med 8 tommer basenheder. Det burde give rigeligt med lydstyrke til publikum. Sæt højttalerne i højre og venstre side af det lærred eller den skærm, som du bruger til præsentationen. Brug et par stativer, der hæver højttalerne op i hovedhøjde på tilhørerne. Hvis det er sandsynligt, at enten foredragsholder eller andre kommer til at gå ind foran højttalerne, når de bruges, så løft dem yderligere op over hovedhøjde og tilt dem en smule nedad mod publikum. Lydkilden vil typisk være en mobiltelefon eller en computer, så husk de rigtige ledninger mellem afspilningsenhed og aktive højttaler (eksempelvis minijack til XLR ledning). 

Til den visuelle præsentation kan der enten bruges en stor skærm (55 tommer eller derover) eller en projektor. Hvis du bruger en projektor, så skal der også lejes et lærred ind. Vælg en skærm/projektor med minimum HD-opløsning, og projektoren skal gerne have en fin lysstyrke f.eks. 5000 lumens. Hvis det er et rum med dagslys eller stærke lyskilder, så placer lærred/skærm et sted, hvor den ikke rammes af dagslys eller lyskilden. Men placer ikke skærmen foran vinduet med stærk dagslys, det er også trættende for publikum at se på. Overvej om der skal mørklægges i rummet, men hvis det gøres, så skal der være hensigtsmæssigt lys, når skærm/projektor ikke bruges, og lyset skal kunne dæmpes, når de bruges. Dagslys er befordrende for et arrangement, men kan til tider være svært at håndtere, især fordi det flytter sig i løbet af dagen. Tjek inden arrangementet, at der er de rigtige ledninger til at forbinde computer og skærm/projektor, det kan være VGA, HDMI eller lignende. Hvis der et et langt ledningstræk, så brug kvalitetskabler, ellers vil du opleve en degenerering af billedkvalitet. Tjek også, hvad din foredragsholder kommer med af computer, så du har de korrekte ledninger. 

Et mellem event (25-35 deltagere)

Mange af de ting nævnt under det lille event gør sig også gældende her, men de flere deltagere stiller større krav til udstyret. 

Omkring lyden, så undgår du ikke her at forstærke talelyden, ellers bliver det svært for tilhørerne at holde koncentrationen over længere tid. Løsningen her er en headset mikrofon, evt. flere, hvis flere personer skal tale samtidig. Du kan vælge at bruge ledning til at forbinde mikrofonen, men ofte bliver det for irriterende for foredragsholderen. Så her er du ude i det mere komplicerede trådløse set-up. Moderne trådløse mikrofoner er ikke svære at sætte op; vigtigt er det selvfølgelig, at to eller flere mikrofoner ikke bruger de samme frekvenser. Bed dem, som du lejer mikrofonerne af at sætte det op, så der er valgt specifikke og rigtige sendefrekvenser på mikrofonerne.

Mikrofoner kræver også mikrofonforforstærkere efter den trådløse modtager. Hvis højttaleren har en mikrofonindgang, så kan du bruge den, men hvis du skal bruge to eller flere mikrofoner, så slipper du ikke for også at bruge en mixer, som mikser signalet sammen, inden lyden rammer højttaleren. Hvis du bruger mixer, så vil det også være her, at du skal forbinde computer og musikafvikling. Når headset mikrofonerne ikke bliver brugt, så husk at lægge den væk og lukke for signalet på mixeren. Headset mikrofoner, mixere og afvikling kræver her et større antal af de rigtige ledninger, så her er noget at tjekke op på.

Omkring højttalere, så vælg lige modellen større med indbygget forstærker, enten med 10 eller 12 tommer basenhed. Så er du sikker på, at der er lydstyrke nok til hele publikummet. Kombinationen højttaler og mikrofon kan give uheldige feedback, så sørg for, at din foredragsholder befinder sig bag højttalerne, når der tales. Hvis lyden bliver mærkelig resonant, når mikrofonen er åben, så dæmp lyden fra mikrofonen, så burde problemet forsvinde. Ved at bruge equalizeren på mixerpulten kan disse problemer også mindskes, men det kræver større lydteknisk indsigt.

Den visuelle præsentation hedder her en projektor med højere lysstyrke (6000 lumens) og sandsynligvis et større lærred. Husk også på, at skærm/lærred skal placeres, så foredragsholderen ikke skygger for billedet. 

Held og lykke med dit event, og den teknisk afvikling heraf. 

 

Artiklen er fra Eventbranchen Oktober/November 2019

Eventbranchen

EB1 Okt19 forside1

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Nordic Event
  • Teknikken bag
  • GoodiePack
  • Mad til event
  • Få max synlighed

Læs alt lige her

Nyhedsbrev

Få alle de nyeste trends og følg med i udviklingen inden for eventbranchen.

Tilmeld dig allerede i dag her

Nyt Magasin

Vil du læse spændende historier fra eventbranchen, så glæd dig til at læse vores nye digitale magasin, Eventbranchen.

Det eneste, du skal gøre for at modtage magasinet, er at tilmelde dig vores nyhedsmail.

Det gør du lige her

Alt om Livelyd

Har du brug for mere viden om lydteknik på events og koncerter?

Så er Alt om Livelyd til dig!

Bestil bogen her

Succes med video

Vil du vide mere om at optage video med et digitalkamera?

Så finder du en masse gode tips & tricks i bogen 'Succes med video'.

Bestil bogen her